Brøndby er i gang med et af de vigtigste transfervinduer i mange år, og i dag satte klubben navn på den mand, der skal lede de mange forhandlinger, so
…
Brøndby er i gang med et af de vigtigste transfervinduer i mange år, og i dag satte klubben navn på den mand, der skal lede de mange forhandlinger, som Superliga-klubben utvivlsomt har udsigt til de kommende to måneder. Tirsdag har Brøndby nemlig ansat den mangeårige HB Køge-boss Per Rud som ny sportschef.
Den nye Brøndby-chef har dog endnu ikke gjort sig nogle tanker omkring det travle transfervindue, han og klubben går i møde.
– Det er ikke der, jeg er i dag. Lige nu ser jeg tilbage på en fantastisk tid i HB Køge, og fra i morgen af begynder jeg så at se frem. Transfervinduet skal selvfølgelig passes, men lige nu skænker jeg det ikke en tanke, siger Per Rud tipsbladet.dk på en telefon fra Tyrkiet, hvor han er på ferie.
Han understreger, at det er med meget stor vedmod, at han tager afsked med HB Køge, der har været hans arbejdsgiver i næsten ti år.
– Det har været en lang epoke, og jeg har gennemgået en fantastisk udvikling i HB Køge. Det har altid været og vil altid være min hjerteklub, fortæller Per Rud og tilføjer:
– Uden at lyde arrogant kan jeg sige, at de gange, jeg har fået et andet jobtilbud, mens jeg har været i HB Køge, har jeg tygget på det hen over natten og så ellers afslået det som det første næste morgen. Derefter har jeg sat mig i min bil og glædet mig til at dreje af ved afkørslen til Herfølge.
– Da Brøndby meldte sig på banen, var det anderledes. Hele pakken tiltaler mig, og jeg følte ikke, at jeg kunne sige nej. Jeg sad også med en følelse af, at det skulle være nu, hvis jeg skulle prøve noget andet end HB Køge.
Per Rud glæder sig især over, at han skal arbejde sammen med cheftræner Thomas Frank i Brøndby.
– Der er en masse kompetente mennesker i Brøndby, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med, og Frank er et af dem. Det er ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg skal sige det, men jeg kender Thomas, og vi er altid kommet godt ud af det med hinanden, lyder det fra den nyslåede Brøndby-chef.
Per Rud har første arbejdsdag i Brøndby på tirsdag.
Source: http://www.tipsbladet.dk/nyhed/superliga/rud-taenker-ikke-paa-transfervinduet
