I forårssæsonen blev det til optrædener i fire kampe, men nu er Marcus Solberg klar til at jagte endnu mere spilletid for AGF.
Den 18-årige angriber
…
I forårssæsonen blev det til optrædener i fire kampe, men nu er Marcus Solberg klar til at jagte endnu mere spilletid for AGF.
Den 18-årige angriber er nu rykket permanent op i førsteholdstruppen hos AGF, hvor han kommer til at træne på lige fod med resten af holdet. Han har således forladt gymnasiet for at tage enkeltfag på HF, så der er mere tid til fodbold. Angriberen, der går under tilnavnet Hulk, ser frem til at koncentrere sig fuldt ud om fodboldspillet.
– Nu er der fuld fokus på fodbolden, og det skal der helst komme noget godt ud af. Jeg håber at blive rigtigt meget bedre. Det er dejligt at være en del af det fuldt ud. Det giver en vis ro, at jeg ikke skal tænke på skolen, og jeg håber, at det giver noget udvikling at træne med de professionelle hver dag, siger Marcus Solberg til Aarhus Stiftstidende.
AGF råder over flere alternativer til de forreste pladser på banen, men Marcus Solberg håber at han kan få godt med spilletid i den kommende sæson.
– Konkurrencen er stor i øjeblikket. Jeg håber på spilletid, men skal nu og her bare udvikle mig som fodboldspiller. I opstartsfasen får jeg måske muligheden for at vise mig frem i kamp, og det gælder for mig om at vise mig frem fra min bedste side, når jeg får chancen, siger Solberg.
Marcus Solberg har kontrakt med AGF frem til 2015.
Source: http://www.tipsbladet.dk/nyhed/superliga/ung-agf-angriber-jagter-spilletid
