Per Rud – Mickey Mouse-budgetter og rene skjorter

Tirsdag blev det officielt, at Per Rud skal være ny sportschef i Brøndby. Rud kommer fra en lignende stilling i HB Køge, hvor han dog bestred flere op

Tirsdag blev det officielt, at Per Rud skal være ny sportschef i Brøndby. Rud kommer fra en lignende stilling i HB Køge, hvor han dog bestred flere opgaver end som så.

Per Rud er således kendt som en blæksprutte, der varetog mange roller og opgaver i sin tidligere klub. Det og meget andet fortalte han om i et portrætinterview med Tipsbladet for halvandet år siden.

I anledning af Brøndby-ansættelsen bringer vi nu interviewet i sin fulde længde her på tipsbladet.dk. 

BRAGT I TIPSBLADETS SUPERLIGA-MAGASIN, FORÅRET 2012

”Vi kører med nogle Mickey Mouse-budgetter, så det er glæden og passionen, der driver det”

Som sportsdirektør for HB Køge er Per Rud på arbejde fra morgen til aften 365 dage om året. Hvad enten det handler om øl, der skal slæbes eller spillere, der skal sælges, trækker Per Rud et stort læs for hjertebarnet HB Køge, men selv lægger hovedpersonen vægt på det store fællesskab i klubben. Og så glæder han sig over de små tegn udvikling i den lille klub, der ikke er bange for at rykke ned. 

Mailen tjekkede ind i klokken 22.06.

”Selvfølgelig vil jeg deltage. Du siger bare til, så finder vi ud af det.”

Det var ikke nogen kommunikationsmedarbejder eller pressechef, der var afsender, det var Per Rud, sportsdirektør i HB Køge, og både tidspunkt og afsender er et godt billede på, hvor meget arbejde, klubbens frontfigur lægger for dagen.

På dagen for interviewet med Tipsbladet har Per Rud haft sit første møde klokken 7.30 om morgen og skal også være vært ved et HB Køge-arrangement om aftenen, der først slutter ved 22-tiden. For sådan er det at være Per Rud, og selvom han ikke er meget for at tale om sig selv, har Tipsbladet alligevel bedt ham om at forholde sig til sin egen position som arbejdsbi og stærk mand i Superligaens mindste klub. 

– Det er jo et hjertebarn, og man kommer ikke uden om, at når man har været her så lang tid og haft så mange roller, som jeg har, så er man efterhånden blevet en del af inventaret. Men jeg prøver meget at tænke på, at det handler om klubben. Det handler under ingen omstændigheder om mig. 

– Men når man er så meget elitemand, som jeg er, kan man spørge om, hvorvidt jeg er det rigtige sted. Men jeg trives jo i den her virksomhed og alle de mennesker, som er her. Vi er en familie på den måde, at når vi samles på lørdag, så er der 100 frivillige, der bruger mange timer på det her og yder opgaver på niveau med fuldtidsansatte medarbejdere andre steder. Det er meget fascinerende, siger Per Rud. 

Han har været frontmand i HB Køge siden fødslen af klubben i 2009, og før det var han involveret i Herfølge Boldklub og dermed hele forløbet op til fusionen med Køge. I HB Køges første leveår var han den eneste fuldtidsansatte ud over cheftræner Auri Skarbalius, og han stod for alt fra spillerhandler til pressemeddelelser. Selv de mindste detaljer var han involveret i, og det betød, at han havde så mange kasketter på, at klubben ikke ville kunne eksistere uden ham. Og selvom klubben er vokset, så Per Rud har fået lidt færre arbejdsopgaver og en mere normal jobbeskrivelse, så er han stadig en vigtig figur i klubben. I manges øjne er Per Rud lig med HB Køge, men hovedpersonen selv holder sig til, at HB Køge er en familie, hvorfor man ikke som direktør er hævet over det grove arbejde. 

”Ånden og kulturen her i klubben er, at der ikke er nogen, der er over de andre. Det tiltaler mig rigtig meget. Når vi har nogle gamle pensionister, der gør stadion rent uden at få en krone for det, så er det Tommy Møller eller jeg selv, der holder en lille peptalk for dem til afslutningsfesten. Den ånd, der er i klubben, betyder, at hvis vi ikke tager fra og tager ved, så holder det ikke.”

”Så hvis ikke jeg løfter de kasser øl, når der lander en maskine med øl her til en kamp, så kan vi ikke få andre med. Vi er en klub, der langt hen ad vejen lever på frivillighed. Så er vi bare nødt til at tage ved. Hvis man er for fin til det, så må man smide jakken, og jeg har altid en ren skjorte i bilen, så jeg kan nå at skifte den, hvis den er ildelugtende. Tanken er sådan, at vi alle bare er involveret. Derfor er man på fra tidlig morgen til sen aften hver eneste dag, 365 dage om året. Sådan er det bare,” siger Per Rud, der altså ikke kigger på uret eller tæller til 37 timer, når hans arbejdsuge skal gå op.

”Det er der ingen, der gør, for hvis det var det, så var de her ikke. Der er vi bare anderledes. Vi kører med nogle Mickey Mouse-budgetter, så det er glæden og passionen, der driver det,” siger Per Rud.

Nedrykningskamp uden stress
Glæden og passionen har hidtil drevet HB Køge op i Superligaen to gange, og selvom klubben går ind til forårssæsonen på en sidsteplads, er det et andet HB Køge, der er i Superligaen i dag end for to år siden.  

– Vi røg nærmest hovedkulds op i Superligaen det første år, og da havde vi så mange opgaver i forbindelse med at skabe en ånd og kultur i de to klubber her, at det var et fuldstændigt uhyggeligt brandslukningsår. Denne gang har vi haft et fuldstændigt anderledes udgangspunkt, fordi vi troede på, at vi ville rykke op og derfor havde tiden til at forberede os. På den måde har vi stået meget bedre. Hele organisationen er gearet på en anden måde.

– Vi har et sportsligt set-up på højde med de andre klubber. Hvis man tager trænere, ledere og folk uden for banen, så er vores sportslige set-up tip-top. Det gør, at mange opgaver, som tidligere lå i administrationen, er flyttet derfra. Dermed har min opgave også forandret sig, fortæller Per Rud.

Men på trods af udviklingen, ligger HB Køge stadig på sidstepladsen i Superligaen. Det er dog ikke noget, der bekymrer Per Rud, for HB Køge arbejder med en langsigtet målsætning. I 2019 vil klubben være en del af top seks i Superligaen, men frem mod det mål, er der meget andet, der skal gå i opfyldelse. Som flere andre steder i landet håber man på et nyt stadion, der kan skabe rammer om et projektet, der skal gøre HB Køge til et etableret Superligahold om tre-fire år. Indtil da er nedrykning ikke lig med katastrofe. 

– Hos os er det sådan, at der næsten er samme opbakning til kampe og næsten den samme økonomi i form af sponsorindtægter, uanset om vi er i den ene eller anden række. Vores hovedfokus er vores netværk og den talentudvikling, vi har. Vi er ikke så konjunkturafhængig af, om vi spiller det ene eller det andet sted.

– Vi har ikke den udfordring, at hvis vi rykker ned, så står der seks spillere, der vil væk fra klubben. Det er de bevidste om, for vi har ikke lovet dem noget, da de startede. Det gør, at der er en glidende overgang fra de forskellige rækker. Det er meget positivt, og det er en af grundende til, at vi kan gøre det meget bedre i år. Det er ikke nær så stressende en oplevelse at være en del af, forklarer Per Rud.

For god til 1. division, for dårlig til Superligaen
Så selv om HB Køge har overvintret på en sidsteplads med hele 11 point op til Brøndby på den frelsende tiendeplads, så ryster man ikke i bukserne i HB Køge over risikoen ved en ny nedrykning.

– Hvis det for mig var det eneste afgørende at få en tiendeplads, var vi nødt til at agere anderledes end vi gør. Vi ville være nødt til at bruge nogle midler, vi ikke har, og vi ville være nødt til at gribe til nogle metoder, som andre griber til. Med det net, der er under HB Køge, ville det være fuldstændigt selvmorderisk.

– Men vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt ud fra de forudsætninger, vi har, til at lykkes med opgaven. Vi tror helt sikkert på, at vi vil få et markant pointmæssigt udbytte i forhold til sidst. Om det lykkes, det er en meget svær opgave. For vi er bagefter nu, og vi konkurrerer med nogle hold, som også selv er i en presset situation og har større økonomiske muligheder for at agere, siger Per Rud. 

I stedet handler det for HB Køge om den langsigtede målsætning og glæden over de små trin op ad udviklingsstien.

– Vi har langt større andel i kampene, end vi havde tidligere. Det viser alle mulige tal også. Hvis man ser bort fra FCK, så er vi faktisk den klub, som har kreeret flest indlæg og afslutninger. Det er et fint parameter, vi har flyttet os på, for da vi spillede sidst, havde vi svært ved at komme frem til de ting. Når vi magter at rykke op, selvom der bare i 1. division var seks-syv klubber med bedre økonomi end os, så er det fordi vi har et sportsligt koncept, der holder. Det holder bare ikke til Superligaen i øjeblikket, for selvom vi har store spilandele, får vi ikke sejren. Vi vælger at tro på, at det er fordi, det kræver tid for os at flytte os. Derfor tror vi også, at vi snart kan begynde at lukrere på den halvsæson, der er forløbet, siger Per Rud, der lægger vægt på tålmodighed i forløbet.

– Det er først, når vi har nogle faciliteter, der svarer til næste niveau, at vi kan begynde at drømme om at være en klub, som kontinuerligt er i Superligaen. Det kan vi ikke i dag, for det er ikke realistisk. Vi er for gode til 1. division og for dårlige til Superligaen. Når man lever i det felt, så er det aldrig kedeligt, men det er heller aldrig rigtig sjovt. Hvis det skal blive rigtig sjovt, skal vi flytte os, siger Per Rud.

Livsstilen HB Køge
Når en lille klub skal tage store skridt, er man netop afhængig af, at alle giver en ekstra skalle, og så er vi tilbage ved engagementet og de mange timer, som Per Rud lægger i hjertebarnet HB Køge. For ham er det nødvendigt, at alle kender til vigtigheden af det hårde arbejde. 

– Det handler om, at det her er en livsstil. Vi havde på et tidspunkt en spiller, der kom ind til mig, fordi hans kone skulle føde. Han spurgte mig så, om han kunne få barselsorlov. Det var en spiller i Superligaen, der ville have barsel! Ud fra normal tankevirksomhed er det jo egentlig fair, at det ikke er konen, der skal gå hjemme og passe barnet, men det fungerer bare ikke i en Superligaklub, hvis en spiller skal væk på barsel i 14 dage. Det er ligesom der, vi er.

– For mit eget og bestyrelsens vedkommende, så står konerne jo i boderne og hjælper med, mens drengene er bolddrenge. Det er den måde, vi involverer dem på. Og så laver vi masser af tiltag, hvor vi er sammen uden for fodboldbanen, så vi på den måde kan slutte en sponsoraftale af, mens vi står på toilettet eller hvad ved jeg. Det er bare for at sige, at selvfølgelig er der omkostninger, men det er også en livsstil. Lige så tit, jeg kan være træt af det, lige så ofte ved jeg, hvad jeg drømmer om natten. Det er ikke vækkeuret, der styrer min HB Køge-dag. Det vil altid være drivkraften, siger Per Rud.

Source: http://www.tipsbladet.dk/nyhed/superliga/rud-mickey-mouse-budgetter-og-rene-skjorter

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

New Casinos
5.0 rating
Stars Casino: Get $100 bonus cash + 200 bonus spins
4.0 rating
Ocean Casino: 200% match bonus up to $500 + 20 bonus spins
4.5 rating
1 Free Spin credited for every $1 deposit. Up to $100 + 100 Spins
4.3 rating
Monte Casino: Get 10 no deposit spins + $100 Bonus
3.8 rating
Claim a 100% deposit bonus up to $250 + free spins