Kasper Schmeichel kommer ikke til Hull i denne omgang. De har i stedet hentet skotten Allan McGregor i
…
Kasper Schmeichel kommer ikke til Hull i denne omgang. De har i stedet hentet skotten Allan McGregor i Besiktas.
Premier League-klubben Hull City bød flere gange på Leicesters dansker Kasper Schmeichel, men Championship-klubben sagde nej, nej og nej. Derfor rykkede manager Steve Bruce videre til sit andetvalg Allan McGregor, og Hull bekræfter nu, at McGregor kommer til klubben på en tre-årig aftale.
– Jeg glæder mig virkelig over at være her, og jeg er glad for, at det er ordnet nu. Jeg kan ikke vente med at komme i gang her. Det er en stor chance for mig at komme til at spille i Premier League, og jeg ser frem til sæsonen foran os, siger McGregor til Hulls hjemmeside.
Dermed er Kasper Schmeichels muligheder i Hull lukket i denne omgang. Hans kontrakt med Leicester løber et år mere, og han har åbent udtalt, at han intet har imod at blive og give oprykningen til Premier League endnu et forsøg.
31-årige Allan McGregor kommer til Hull fra tyrkiske Besiktas. Han har tidligere optrådt for Glasgow Rangers.
Source: http://www.tipsbladet.dk/nyhed/premier-league/schmeichels-hull-mulighed-lukket
