Brøndby står over for en ny sæson med nye udfordringer. Efter to niendepladser i træk blæser der nye vinde over Vestegnen, hvor Thomas Frank er tilt
…
Brøndby står over for en ny sæson med nye udfordringer. Efter to niendepladser i træk blæser der nye vinde over Vestegnen, hvor Thomas Frank er tiltrådt som ny træner, og hvor der er lagt op til en ny strategi under ledelse af bestyrelsesformand Aldo Petersen.
I spillertruppen ser man også frem til en ny start, og angrebsprofilen Simon Makienok håber, at Brøndby kommer godt fra land i den nye sæson.
– Vi skal have en bedre start end i sidste sæson, hvor vi kom dårligt fra start. Det kom til at præge sæsonen, så vi skal forsøge at komme bedre i gang og få nogle gode resultater til at starte med. Nu har vi fået en ny træner, og der skal også ske noget med truppen, hvor nogle af de rutinerede har forladt os. Så vi skal spillet et nyt hold sammen, og så må vi gå efter at komme godt fra start, siger Simon Makienok til tipsbladet.dk.
Kigger man på Brøndbys trup, er den fuld af unge spillere. Kun fem spillere har mere end 23 år på bagen, og der mangler således erfaring på Brøndby-holdet. Det erkender Simon Makienok gerne.
– Lige nu er truppen nok for urutineret, så vi skal have et par spillere ind, der kan bringe noget rutine og erfaring. Det er jeg sikker på, at klubben har styr på og tager sig af. Vi skal nok have en stærk trup op til sæsonstart med en god blanding af dygtige unge spillere og rutinerede kræfter, fastslår Makienok, der trods sine kun 22 år og 72 Superliga-kampe på cv’et er at regne som en af de mere rutinerede spillere på Brøndby-holdet.
– Jeg er næsten i top fem af ældste spillere, selvom jeg kun er 22 år, så det siger da noget om truppen. Men det handler ikke så meget om alder, mere om erfaring, og jeg har alligevel spillet fast i Superligaen i et par år nu. Jeg skal bidrage med noget rutine og nogle stabile præstationer uden for mange udfald, som unge spillere kan have. Jeg skal være med til at sikre stabilitet sammen med de øvrige erfarne spillere, siger Simon Makienok.
Angriberen har seneste udtalt, at han hellere vil fortsætte i Brøndby end at skifte til en udenlandsk klub i dette transfervindue.
Source: http://www.tipsbladet.dk/nyhed/superliga/makienok-truppen-er-urutineret
