Mads Albæk blev 19. juni præsenteret som ny spiller i den franske klub Reims.
Midtbanemanden er dermed fortid i Superligaen, hvor han det seneste år
…
Mads Albæk blev 19. juni præsenteret som ny spiller i den franske klub Reims.
Midtbanemanden er dermed fortid i Superligaen, hvor han det seneste år har været en stor profil i FC Midtjylland, og nu venter der altså nye udfordringer i den franske Ligue 1.
Mads Albæk er netop begyndt forberedelserne til den kommende sæson i Reims, og han fortæller nu om forløbet omkring klubskiftet, hvor flere klubber var inde i billedet-
– Det begyndte i forbindelse med den sidste kamp i Superligaen, hvor vi spillede mod AGF. Der var noget snak frem og tilbage, som der er nu er, og i sidste ende gik det pludselig stærkt. Der var også andre klubber interesseret i Frankrig, men det her så spændende ud
– Det har været et professionelt forløb. Vi bliver testet i en masse ting, som jeg ikke har prøvet før, og i går havde vi et informationsmøde med præsidenten, der fortalte om forventningerne til sæsonen. Det har været et fint forløb, og det har været rart at være hernede nogle dage og få styr tingene. Jeg har også fundet et hus at bo i, og nu ser jeg frem til udfordringen. Det ser spændende ud, siger Mads Albæk til tipsbladet.dk.
Han glæder sig over skiftet til Reims, der i sidste sæson sluttede som nummer 14 i den franske Ligue 1 og håber at forbedre det i den kommende.
– Niveauet er højere end i Holland og Belgien, og det er en god klub og en spændende liga. Der er gode perspektiver, og der venter nogle spændende udfordringer. Vi må se, hvad der sker, men jeg skal nok få chancen for spilletid, og så skal jeg bare gribe den. Jeg vil ikke græde snot, hvis jeg ikke starter inde i første runde, men jeg må bare være klar, når jeg får chancen, siger Mads Albæk.
– Det første år skal jeg godt ind i tingene, og jeg er også begyndt franskundervisningen. Jeg tager det som det kommer, men det tegner godt. Jeg har selvfølgelig en forventning om at spille, for ellers havde jeg ikke valgt den her klub, siger Albæk, der ikke har tænkt længere end aftalen med Reims.
Han tænker således ikke på klubben som et springbræt til noget større.
– Jeg lever i nuet og tænker ikke langt frem. Det handler om at komme til at spille her, og hvis jeg gør det, er der gode muligheder for en god karriere. Hvis ikke jeg spiller her, ser det knapt så godt ud, så det er det, jeg fokuserer på og koncentrerer mig om. Det er det vigtigste, siger Albæk.
Reims spiller sin første kamp i den kommende sæson den 10. august. Modstanderen er Rennes.
Source: http://www.tipsbladet.dk/nyhed/ligue-1/mads-albaek-gode-perspektiver-i-reims
