På hjemmebane smadrede Brasilien de forsvarende VM- og EM-mestre fra Spanien i finalen ved Confederations Cup med hele 3-0. Dermed blev Brasilien det
…
På hjemmebane smadrede Brasilien de forsvarende VM- og EM-mestre fra Spanien i finalen ved Confederations Cup med hele 3-0. Dermed blev Brasilien det hold, som stoppede spaniernes flotte stime på 29 kampe uden nederlag.
Brasilianerne var aggressive fra start af og kom allerede foran med 1-0 efter bare to minutter. Et indlæg fra højre side af Hulk blev ikke clearet af Gerard Pique og Alvaro Arbeloa, og bolden endte hos Fred, der liggende fik skovlet bolden ind til 1-0.
Spanierne havde svært ved at komme sig over chokstarten og lavede mange fejlafleveringer, som skabte kontrachancer til hjemmeholdet. Faktisk tilspillede Spanien sig kun én chance i første halvleg, men den var til gengæld også stor.
Juan Mata spillede Pedro helt fri i højre side af feltet, og Barcelona-spilleren fik også sparket bolden forbi Brasiliens målmand, men forsvarsspilleren David Luiz kom glidende og reddede den på stregen. Det var en rigtig god aktion af Chelsea-spilleren.
Lige inden pausefløjtet fordoblede superstjernen Neymar føringen, da han lynede til 2-0. Den kommende Barcelona-spiller modtog bolden på kanten af offside og bragede den op i nettaget.
Efter pausen startede Brasilien akkurat som første halvleg og lukkede reelt kampen med Freds anden scoring til 3-0 efter 48 minutter. Igen var det Hulk, som kom med oplægget til den tidligere Lyon-spiller, som sparkede bolden fladt med indersiden forbi Iker Casillas. Det var Freds femte scoring i turneringen.
I det 54. minut kunne Spanien ikke få en større chance for at reducere, da Marcelo begik straffespark mod den indskiftede Jesus Navas, men Sergio Ramos sparkede forbi den ene opstander fra 11-meter-pletten.
Den store ydmygelse skabte frustrationer hos de spanske spillere, og Pique lavede en svinestreg mod Neymar senere i kampen og blev udvist.
Der blev ikke scoret yderligere, og derfor endte Brasilien som vindere af Confederations Cup, hvilket var fjerde gang i historien. Om et år kan Brasilien så blive verdensmestre på hjemmebane. Det er dog aldrig lykkedes for en vinder af Confederations Cup at sejre i den efterfølgende VM-turnering.
Source: http://www.tipsbladet.dk/nyhed/landshold/brasilien-stoppede-spansk-dominans
